Psykolog i Aarhus med speciale i Svære følelser
Følelser er ikke bare "støj på linjen". De har en meningsfuld funktion og giver os vigtig information - selvom følelserne nogle gange kan komme ud af proportioner i forhold til den konkrete situation, vi står i. Men grundlæggende peger følelserne på, om der er overensstemmelse mellem den situation, vi står i, og vores mål/behov/ønsker. Derudover kan følelserne give os tilskyndelser til bestemte typer handlinger - som vi så kan vælge, om vi vil reagere på eller ej.
Det kan være vigtigt at være bevidst om sine følelser for bedre at kunne vælge, hvornår man vil handle på dem - og hvornår man måske vil gøre det modsatte af, hvad følelsen fortæller én. Det kunne f.eks. være, hvis man tager til en jobsamtale, selvom følelsen af angst fortæller én, at man burde blive væk. I eksemplet her fortæller følelsen af angst én, at man har et behov for sikkerhed - men samtidig har man måske nogle værdier, som vejer tungere i situationen, og som gør, at man alligevel tager til jobsamtalen.
Bevidstheden om følelsen vil dog ofte ruste én bedre til at håndtere følelsen på en mere hensigtsmæssig måde, end hvis man blot ignorerede den. For eksempel kan man lære, hvordan man håndterer angsten på en måde, så man ikke "fodrer" den og utilsigtet kommer til at gøre angsten endnu mere intens.
Nogle gange kan vi opleve, at vores følelsesmæssige reaktioner kan være svære at håndtere, eller at de kommer ud af proportioner med situationen, vi står i. Det kan f.eks. være følelsen af vrede, skyld, frygt, eller en hvilken som helst anden følelse. Her kan der være behov for hjælp til at lære følelsesregulering.
Jeg vil meget gerne hjælpe dig med værktøjer til at forstå og navigere i dine følelser, sådan at du kan opleve mere balance i dit følelsesliv. Det vil ofte også føre til mere harmoniske og tilfredsstillende relationer, da vores følelseshåndtering og relationer til andre mennesker ofte hænger tæt sammen.
