Behandling af OCD ved psykolog i Aarhus
OCD kan være utroligt begrænsende for ens livskvalitet og skabe stor lidelse. OCD hænger tit sammen med følelsen af angst, men kan også indebære andre fremtrædende følelser som f.eks. skyld, skam eller væmmelse.
Det er almindeligt at få "mærkelige" tanker indimellem, og de fleste mennesker lægger ikke så meget i det, hvis der dukker tanker op som f.eks. "har jeg nu husket at slukke for komfuret?" eller "mon jeg kunne finde på at skade andre med vilje?".
Men for nogle mennesker opleves bestemte uønskede tanker så skræmmende, at man begynder at gøre en masse ting for at få tanken til at gå væk, eller for at reducere det ubehag, som tanken medfører. Hvis man begynder at udføre tvangshandlinger - gentagne handlinger med det formål at reducere eller undgå tvivl/ubehag - så kan man udvikle OCD. Gentagne, uønskede og ubehagelige tanker/billeder/fornemmelser/impulser, der dukker op igen og igen, og som føles ukontrollerbare, kaldes tvangstanker.
OCD er ikke lystbetonet eller noget, man gør, fordi man bryder sig om f.eks. at rydde op eller skabe orden. Tværtimod vil det ofte opleves meget pinefuldt at sidde fast i et "loop" af tvangshandlinger, der føles som en lettelse her og nu, men som desværre skaber mere lidelse på sigt.
Jeg kan hjælpe dig med viden og specialiserede værktøjer, som kan bringe dig tættere på det liv, du faktisk ønsker at leve - og hvor det er dig og ikke OCD'en, der sætter kursen.
En tidligere klient siger:
"Jeg har været i OCD-behandling hos Eva. Man kan tydeligt mærke, at Eva er specialiseret og dygtig inden for OCD-feltet. Jeg har fået vigtige, konkrete redskaber jeg har kunnet bruge i min hverdag - redskaber, jeg stadig kan holde fast i. Eva har været rigtig god til at komme med indsigt, ud fra ens specifikke situation. Det har bidraget til mere forståelse, samt handlemuligheder. Tusind tak for et rigtigt godt forløb, som har givet mig rigtigt meget - og som stadig giver mig støtte, i min nuværende hverdag!"
- Kvinde i 30'erne